Bidende Tidende

Velkommen til en af de mest mærkværdige sager i nyere dansk kriminalhistorie. En sag om et lig ved en sø, en taske med redskaber fra en kunstudstilling, en svensk idémand med en doktrin, ingen rigtig læste, og en kvinde fra Gredstedbro, som måske vidste mere, end hun senere ville indrømme.

Her på Bidende Tidendes Krimimagasin følger vi sagen uge for uge med nye oplysninger og gamle spor.

Vi begynder ved søbredden.

For 25 år siden fandt man ved Viborg Sø et råddent lig.

Det blev fundet om morgenen den 3. oktober af en dreng og hans far, som var ude at gå tur.

Det bemærkelsesværdige ved fundet var, at der kun to meter fra liget lå en taske med nogle redskaber, som man blot en uge tidligere havde kunnet se på Aarhus Kunstmuseum i en udstilling ved navn Sidespor.

Udstillingens idé og projekt var skabt af en svensker ved navn Göran Fredrikson.

Han havde den idé, at enhver idé, der opstod ét sted, samtidig ville opstå et andet sted. Det vil sige, at hvis en læge opfandt en særlig kniv til at skære i tarme med, ville der et andet sted i verden være en anden, som skabte præcis det samme. Måske lignede det ikke. Men funktionen var den samme.

Han mente også, at alt var ligeligt fordelt. Hvis to mænd hadede hinanden, ville der et andet sted være to, som elskede hinanden. Og hvis to mennesker, der hadede hinanden, begyndte at elske hinanden, ville der andetsteds være to mennesker, som begyndte at hade hinanden.

Udstillingen havde ikke den store interesse for den brede befolkning, men overlevede så at sige på grund af en lille udstilling i udstillingen.

Det var et lille aflukke, hvor man blev ført ind to og to. Når man stod derinde, blev døren lukket, og et lille lys blev tændt. Da rummet ikke var mere end to gange to kvadratmeter, og væggene ovenikøbet var beklædt med en rød, velouragtig farve, kunne man stort set ikke se ret meget. Ikke andet end det lille lys, som kom fra et hul i væggen.

Efter at man havde stået der i cirka et minut, blev der banket tre gange på døren, og det lille lys forsvandt.

Der kom næsten altid et lille hyl derindefra, og eftersom de to frivillige, som var blevet ført derind, for det meste ikke kendte hinanden særlig godt, blev der utvivlsomt grinet og talt meget om episoden, når de igen blev lukket ud.

Når bankene på døren havde lydt, blev lyset i loftet tændt, de to deltagere blev ført ud, og nye kunne komme ind.

Når man var kommet ud, stod der tre borde med hvert sit tema:

Man skulle starte ved bord 1 og skrive tre ord ned, som man havde tænkt i samme øjeblik, man hørte de tre bank på døren. Det var ligegyldigt, hvad ordene var, bare det var noget, man havde tænkt inden for de fire vægge.

Dernæst skulle man forsvare sig over for et dommerpanel bestående af to personer, som ikke kendte hinanden på forhånd.

Det var dommerne, der skulle afgøre, om man var bestået eller ikke bestået. Men da alle havde moret sig og syntes, det var en spændende idé, endte det som regel med, at næsten alle bestod.

Skulle det ske, at man ikke bestod, ville Göran Fredrikson stå ved udgangen, give én hånden og sige:

"Du bestod."

Det, som de færreste vidste — eller nærmere betegnet ikke havde registreret som andet end morsomt — var, at der i Göran Fredriksons manual, eller doktrin, stod:

Ligesom de fleste også havde glemt, at Göran Fredrikson en enkelt dag ikke havde sagt "bestået" til en gæst.

Denne gæst var Per Ravn.

Per Ravn havde besøgt museet med sin daværende kæreste, Birgitte, en lørdag i starten af maj 2001. De to havde taget turen fra Gredstedbro, en lille, fredelig stationsby cirka ni kilometer nord for Ribe.

De havde taget den korte togtur på ni minutter ind til Ribe, hvor de havde lånt Birgittes forældres blå Ford Taunus. Herefter havde de kørt de 115 kilometer til Aarhus med en lille pause efter Hedensted, hvor de holdt ind og spiste den medbragte mad, som Birgitte havde smurt hjemmefra.

Efter besøget på museet havde de besøgt Birgittes søster i Skejby og derefter kørt hjem omkring aftensmadstid.

Klokken 21.31 afleverede Birgitte bilen hos sine forældre, lagde nøglen under måtten og cyklede hjem alene.

— Og her ender sporet —

For vi ved ikke, hvorfor Per Ravn ikke var med til at aflevere bilen.

Vi ved heller ikke, hvorfor Birgitte cyklede hjem, når hun og Per havde taget toget ind til Ribe sammen om formiddagen.

Og hvorfor fortalte Birgitte tre uger senere til en veninde, at hun slet ikke kendte Per, men kun havde mødt ham i toget den pågældende morgen, hvor de var kommet til at tale om Göran Fredrikson, fordi Per havde lagt mærke til en brochure, hun stod og læste?